Det er nu fire år siden 92-årige Edith Møller Sørensen flyttede fra Bilsbækvej i Ørting til en lejlighed i Odder. Hun er glad for den og for den lille altan. Men hun ville nu hellere være blevet boende i det område, hvor hun var kendt. Hun er da også fortsat med at komme i Torsdagsklubben i Ørting – når den da ikke lige er Corona-lukket.
”Det er jo dér, jeg møder alle dem, jeg kender og har kendt i mange år. Det er ikke så nemt et nyt sted. Jeg synes, jeg hører til i Ørting. Men haven var blevet for stor for mig”.
Edith Sørensen er en af dem, der ville have haft glæde af, at der var flere lejligheder i landsbyen. Ikke kun til ældre mennesker, men også til unge, der endnu ikke er parat til det arkitekttegnede typehus i en ny udstykning.
BOEDE I ”NEGERHYTTEN”
Hun voksede op på vejen ”Halen” i Ørting på en lille gård. Efter skolen kom hun i huset, som det hed. ”Sådan var det jo dengang for de fleste”, siger Edith. Hun mødte Regner, som hun blev gift med og fik tre børn med. Regner var ”avlsmedhjælper”, som der står i kirkebogen i registreringen af deres bryllup. Han arbejdede altså på en gård. I begyndelsen af deres ægteskab på Margrethelyst.
”Vi flyttede ind i gårdens fodermesterhus. Det var det sted, der dengang blev kaldt ”negerhytten”, siger Edith. ”Der boede vi i nogle år, og vores ældste søn blev født her. De sagde jo, at huset var gjort i stand. Det var det nu ikke”, siger hun med en lille latter. I dag er det et fint lille hus, der er bygget om mange gange”.
(Læs artiklen om ”negerhytten” her).
CYKLEDE RUNDT SOM HJEMMEHJÆLPER
Familien flyttede bagefter til huset på Bilsbækvej, hvor endnu to børn kom til. Børnene voksede op i huset, og det var i dét hus, Edith blev boede, lige til hun flyttede til Odder.
Regner og Edith arbejdede på planteskolerne. Der var flere af dem i Ørting på den tid (Læs artiklen om dem her). Regner arbejdede også på maskinstationen.
Edith fik senere arbejde som hjemmehjælper. ”Jeg cyklede rundt”, siger hun. ”Det var dengang, hjemmehjælperne havde tid til folk, og vi måtte gøre det, folk havde brug for. I dag må de ingenting og de har slet ikke tid. Det er nu synd. Både for hjemmehjælperne og for dem, de kommer hos”.
Da hun fyldte 60 år stoppede Edith med at cykle rundt. Hun gik på efterløn.
”Da skulle hjemmehjælperne jo til at køre i biler. Og Regner ville også gerne, at jeg stoppede. Han var syg i lungerne. Vi ved ikke hvorfor. Men han mente selv, det var virkningerne af alle de år, han havde arbejdet med sprøjtemidler og den slags”.
Regner døde i 1993 kun 70 år gammel.
GODT AT VÆRE, HVOR MAN KENDER FOLK
Edith kom – og kommer – i pensionistklubberne som har til huse i Sognehuset i Ørting. Og var glad for det. ”Engang lavede vi forskelligt håndarbejde, som blev solgt på julebazar. Men nu spiller vi mest kort. Det er godt at være, hvor man kender folk, og det er hyggeligt at drikke kaffe sammen”.
Klubberne har været lukket ned som alt andet, og Edith har som mange andre savnet at kunne mødes. De seneste måneder er klublivet flyttet udendørs på grund af Corona-restriktionerne – blevet til fælles gåture og kaffe i spejderhytten. ”Det har jeg ikke været med til, for det er ikke så let med en rollator”, siger hun. Men jeg vil da gerne komme igen, når det hele bliver normalt”.
FØLGER MED PÅ COMPUTEREN
På spisebordet i Ediths stue står en computer. Den bruger hun hver eneste dag. Hun har ikke været på kursus for at lære det. ”Nej, min datter har hjulpet mig og det samme har en nabo. Jeg ved godt, at mange på min alder ikke vil have at gøre med computere. Det er lidt synd. Jeg bruger den, så jeg kan følge lidt med. Også i din avis”, siger hun med et stort smil. “Så ved jeg lidt om, hvad der sker i Ørting. Jeg tør ikke bruge den til at betale regninger og den slags. Jeg kan jo nemt komme til at skrive noget forkert. Bare ét forkert tal, så…”.
Når hun kigger ud af vinduet i lejligheden, ser hun træer og græs – udsigt til grønne områder, som det ville hedde i en annonce fra en ejendomsmægler. Og hun kan have lidt blomster på altanen, som hun er glad for. ”Det er jo godt at kunne gå lidt ud, men det er jo ikke det samme her i byen. Når man er vant til at bo på landet, kan man følge årstiderne bare ved at se på markerne”.