Også i år hindrer Corona-restriktionerne, at Brandbygegaards gamle trælade og sportspladsen i Gylling bliver fyldt med glade mennesker, der er kommet for at høre musik.
Hads Herreds Rockfestival, som med 10 bands på programmet, skulle have sluset 500 mennesker ind på sportspladsen 14. maj, har været nødt til at aflyse, fordi der ikke har været tegn i hverken sol eller måne på, hvornår der ville komme retningslinjer for udfasning af forsamlingsforbuddet.
“HURTIGT ARBEJDENDE” EKSPERTGRUPPE
Og selv med en plan for udfasningen, ville det ikke være muligt at nå at søge om – og få – de nødvendige tilladelser. Sagsbehandlingen tager mellem seks og otte uger. Det er ikke muligt at søge tilladelserne med forbehold. Så først med en klar udmelding om at f.eks. 400 mennesker må samles udendørs, kunne Gylling-folkene søge om tilladelserne.
En klar udmelding kommer ikke de kommende uger. For midt i april skal en ”hurtigt arbejdende” ekspertgruppe anbefale, hvordan større arrangementer kan holdes med minimal smitterisiko. Det er en del af den genåbnings-aftale, der blev lavet i går på Christiansborg. Og når anbefalingerne er fremlagt, skal politikerne – igen – forhandle om, hvor mange, hvornår og hvordan større arrangementer må afholdes.
Men Hads Herreds Rockfestival vender stærkt tilbage 13. maj næste år.
Sidste år måtte Brandbygegaard aflyse musikfestival i pinsen. Og i år har Lone Vitus og Søren Kvist end ikke forsøgt at arrangere et heldags-arrangement. ”Det har været alt for usikkert at lave aftaler”, siger Line Vitus. ”Så vi har ingen musikplaner på denne side af sommer”.
Forhåbentlig kan Brandbygegaard holde sensommerjazz i august.