Den tidligere børnehave på Havrevænget i Ørting skal renoveres for en halv million kroner, så vuggestuebørn fra Hou kan bruge bygningen midlertidigt. Det har børne- og ungdomsudvalget og økonomiudvalget allerede nikket ja til. Og mandag er det på årets sidste møde kommunalbestyrelsens tur til at nikke.
Boligselskabet DOMI skulle egentlig overtage arealet, hvor børnehaven ligger, for at bygge leje-boliger. Men kommunen har lavet en aftale om, at den kan bruge bygningen til juli 2023.
OTTE KM TO GANGE OM DAGEN
Ørting har ikke en institution til landsbyens børn. Formelt hører de til i Gylling, som ikke just ligger ved en hovedvej. Det betyder, at forældrene to gange om dagen skal køre otte km frem og tilbage. For øjeblikket bor her 26 børn i førskolealderen. De otte byggegrunde i den nye udstykning ved Smedegade er solgt, og flere familier er allerede flyttet ind i deres huse. Lokalrådet henvendte sig allerede i marts til rådhuset for at få sat gang i opkøbet af jord til nye byggegrunde – også til børnefamilier. Saksild, Hou, Hundslund og Gylling har børneinstitutioner, som kan tilbydes tilflyttere. Kun børn i Ørting skal sendes andre steder hen.
At kommunen har lavet aftalen med DOMI vil betyde noget for, hvornår der kommer nye lejeboliger til Ørting.
På generalforsamlingen tog Lokalrådets formand, Jan Kjærsgaard, såvel børneinstitution som lejeboligerne op i beretningen. ”I min optik skal begge udfordringer løses – eventuelt ved, at DOMI får et andet område til at bygge på”, sagde han.
ET GODT BØRNEMILJØ
Ifølge forvaltningens indstilling til kommunalbestyrelsen gøres klart, at børnehaven på Havrevænget er særdeles velegnet. ”Bygningerne er lavet til børn, og der er den nødvendige plads og faciliteter til at skabe et godt børnemiljø”.
Og når den så bliver renoveret for en halv million kroner, vil bygningen blive endnu bedre.
Ifølge kommuneplanen er målet at ”fastholde og fremme levende landdistrikter”.
Der tales om, at kommunen består af et kommunecenter (Odder) og fem velfungerende lokalcentre med velfungerende servicetilbud.
Til ”velfungerende servicetilbud” hører, at børnefamilier kan aflevere børnene i en institution tæt på hjemmet. Det kan de i fire af de fem lokalcentre – også når de skal i skole. Det femte lokalcenter – Ørting – har hverken institution eller skole.