Engang kendte man posten med navn. Ungerne på gaden råbte ”dav Post-Hans”, og på landet drak posten et utal af kopper kaffe i de varme køkkener og snakken gik, når folk skulle betale regninger. Posten kunne også lige kigge ind, hvis der var sygdom, eller hvis gamle mennesker boede alene.
De dage er for længst forbi, og PostNord har nu besluttet, at fra årsskiftet må andre tage sig af uddelingen af breve – hvis der altså er breve at dele ud. PostNord vil kun dele pakker ud – eller levere dem til det nærmeste opsamlingssted. Her i området Gylling-Brugsen og Min Købmand i Ørting.
HAN LÅNTE EN HEST…
I Ørting delte Post Madsen breve ud – og der var uddeling to gange om dagen. På Alrø kom Finn Forsberg. Høvlede sneen ned, lånte posten en hest i Ondrup, så han kunne komme på det daglige besøg for at se, om Vælling-Katrine, Maleren og Anna havde det godt. Han kunne også tage lidt mad med fra brugsen til dem, hvis deres hylder var ved at være tomme.
De to af de tre mennesker, som posten red ned til, boede i Ondrup Mose. Det var kunstmaleren Eigil Nielsen, som havde et lille hus, han havde købt, da der hverken var vand eller strøm indlagt. Og Vælling-Katrine som boede i en forfalden ejendom, der var fyldt med brænde både ude og inde. Brændet havde hun hver dag samlet i skoven, fordi hun frygtede, at hun en dag ikke havde nok til at tænde op i komfuret. Vælling-Katrine viste posten taknemmelighed ved at strikke sokker til ham. Mange sokker. Anna boede på Damgården, der hørte under Åkær. De tre var venner – og posten var deres fælles ven.
OGSÅ I SNESTORM
I byen kunne regninger betales på posthuset. Men sådan et var der ikke på landet. Her opkrævede postbuddet pengene. Det kunne blive til mange penge at cykle rundt med, men også til mange kopper kaffe og snakke. Og også nogle steder – som hos Maleren i mosen – en lille én. Posten kunne også ”fortælle nyt” – stort og småt fra området.
Finn Forsberg var postbud i 25 år. I begyndelsen kun nogle timer hver uge i Hou. Men senere gik han i både Ørting og Alrø på fuld tid.
Også i sne skulle posten ud. Det var bare med at pumpe cyklen og få taskerne op – foran på styret og på bagagebæreren og så håbe det bedste.
PENGE PÅ POSTKASSEN
I Ørting Mose hed posten Arne. Hvis han skulle tage et brev med for beboerne, lagde de bare brev og penge til frimærker på postkassen. Så tog han det med tilbage.
Også han var interesseret i beboerne. To familier var flyttet ind i et bofællesskab, og når han kom, hentede de på skift posten, så han måtte have rede på, hvem der boede i hvilket hus.
Der var ingen postkasse i Mosen – men Arne var der. Det var ikke, som da vi i Løvbjergs postdisk sagde om breve til USA – vi kan altså bare lægge dem i en almindelig postkasse. Ja da, sagde den venlige ekspedient – og efter en pause: Hvis I da kan finde én.
SOFA KOM MED HJEM
Et postbud på Alrø blev en støtte for Jens og Marie (læs om dem her). Da de var nødt til at flytte ind på Skovbakkehjemmet, fordi Maries sklerose havde udviklet sig til det værre, var det en sorg, at de skulle væk fra det lille hus, der trods det fattige ydre var deres stolthed. Og det var en sorg så stor, at de ikke kunne få gravhunden Sofa med. Men så tog posten affære. Hun samlede Sofa op og tog hunden med hjem til Malling, hvor den fik gode år. Om traditionen med at skænke kirsebærvin til hunden i en underkop ved juletid blev fortsat, vides ikke. Men Jens og Marie blev lettet for en stor sorg.
BRUG FOR FLERE BESØGSVENNER
I dag skriver kun få mennesker breve – en e‑mail er lettere og hurtigere. Regninger bliver betalt på netbank. Dagligvarer kan bestilles online – og blive leveret til døren. Der er ikke brug for de cyklende postbude. I hvert fald ikke til de funktioner. Men der er stadig brug for besøg og interesse fra et andet menneske – specielt hvis man bor alene – som tager sig tid til en snak og en kop kaffe.
Røde Kors har besøgsvenner, der har meldt sig til en gang om ugen at komme på besøg et par timer for at modvirke ensomhed. Måske tager man sammen ud og køber ind. Måske går man en tur eller deltager sammen i en fritidsaktivitet. Men snakken og kaffen er vigtig, og det var, hvad datidens landpostbude kunne give – og gav.
Der er brug for flere besøgsvenner både i byen og på landet. Både unge og gamle. Røde Kors i Odder finder du her
