De havde øens største fjernsyn og den mest fordrukne gravhund. Den ene kunne ikke regne – den anden kunne ikke læse, men de klarede sig. Ved fælles hjælp.
De var nederst i øens sociale hierarki – men fra barnsben var de vant til at befinde sig på bunden af samfundet. Begge to. Men de var også eksempler på, at selv om man ikke har meget, kan man sagtens være gavmild.
Marie og Jens Graabæk boede på Strevelshovedvej på Alrø. Deres hus er nu revet ned, og i stedet ligger der et blåt hus midt på marken. Huset var ikke i den bedste stand, men det var deres stolthed. Man bliver regnet for mere, når man har fast ejendom, sagde Jens. Eller med hans egne ord: ”Man er mere estimeret, når man ejer noget”.
FATTIGDOM OG HYPPIGE SKOLESKIFT
Marie Kirstine Andersen blev født i Gylling 11. marts 1927. Hendes far var husmand Søren Andersen – hendes mors navn var Jensine Petrine Meier. Han var 45 år, da de blev gift – hun var 28. Familien kom til at tælle otte børn, og fattigdom og andre sociale problemer bankede på.
Jens blev født 17. maj 1912 i Trige sogn. Hans far var landarbejder, og familien flyttede ofte. 1. maj og 1. november var der skiftedag – og for børnene betød det en ny skole, hvor de blev anset for at være dumme. I landsbyskolerne mente førstelærernes næsten altid, at de fattiges børn var dumme.
ROTTER MERE INDBRINGENDE END KØER
Først da Jens lige var fyldt 18 år, slog familien sig ned på en lille ejendom i Amstrup. Men da havde han for længst forladt skolen – og også hjemmet. I begyndelsen hjalp han sin far, hvor han var ansat som fodermester. Senere blev han selv fodermester på Alrø.
Da han fyldte 100 år i 2012, fortalte han den lokale avis, at gårdmændene var nogle værre gniere, der ikke var meget for at betale for arbejdet. Så han supplerede lønnen på 50 øre om dagen foruden kost og logi ved at skyde rotter. En død rotte gav 10 øre, og der var masser af rotter på øen.
BISSER OG BRUNKUL
Da han var træt af både køer og rotter, blev han herregårdsbisse på Åkær og Gyllingnæs. Bisserne, eller børsterne som de også blev kaldt, var frygtede, når de kom til bal i omegnen, for så blev der med garanti et slagsmål af de helt store.
Under besættelsen rykkede Jens sammen med to andre bisser videre til brunkulslejrene. Krigen forhindrede danskerne i at få kul fra England, så tørv og brunkul erstattede. Efter besættelsen tog han tilbage til Alrø for at arbejde på gårdene.
”MERE ESTIMERET” MED HUS
Mens Jens tog omkring for at arbejde, blev Marie i Gylling, hvor hun var husassistent. Da Jens kom tilbage til Alrø, mødte de to hinanden, og 7. december 1947 blev de gift i Gylling kirke. Jens var da 35 år – Marie var 20.
I begyndelsen boede de til leje i et hus på Alrø. Men i 1950 købte de huset på Strevelshovedvej. Og blev med Jens’ ord ”mere estimeret”.
De havde ikke meget at rutte med – og huset var derefter. Men det var deres.
Det var en lav længe, der rummede stue, køkken og soveværelse. I en lille tilbygning var der plads til en fryser og til et toilet. Men den kom først til senere.
TOILET TIL SIDST – MEN INGEN DØR
Huset havde elektricitet og fik vand fra egen brønd. Vandet var fuldt af okker, og Marie må have vasket sig mere end Jens, for hendes hud var gylden. Først da de – som andre på Alrø – fik vand fra fastlandet, fik hendes hud en mere normal farve.
Det varede længe, før de fik toilet ind i huset. Jens ville ikke. Da han endelig gav efter for Maries plagen, var hun så overlykkelig, at hun straks måtte til købmands for at fortælle. Men der blev aldrig sat en dør i ind til toilettet. Frem til 2008, da de flyttede fra huset og ind på Skovbakkehjemmet i Odder, var toilettet skjult bag et forhæng.
JENS VEJMAND
De tjente deres penge på mange måder. Sammen lugede de roer for Alrøs bønder, og Jens slog sten til skærver for kommunen, så ungerne i skolen omdigtede linjer i Jens Vejmand og skrålede ”det er såmænd Jens Graabæk”. Han havde også arbejde på gårdene. Marie gjorde rent på skolen, og gjorde også rent hjemme hos folk, så hun mærkede måske mere end Jens, at selv om man havde eget hus, betød det ikke nødvendigvis, at man var ”mere estimeret”.
Sammen udførte de også en smule havearbejde. De havde ikke meget – men nok.
GAV BØRNENE EN JUL
Nok skulle der også være altid, når Marie inviterede gæster. Olaf og Rikke Olsen var nære naboer. En dag de var inviteret på kaffe, fik Olaf spist det meste af Maries lagkage. Fra den dag var der altid to lagkager: En til Olaf og en til deling mellem de andre gæster.
Også når Marie inviterede til spisning, var der rigeligt med mad. Ingen skulle kunne sige, at de sultne forlod Jens og Maries hus.
De var gavmilde mennesker. Og det kom også Maries søskendebørn til gode. De har senere fortalt, at havde det ikke været for Jens og Marie, havde de aldrig oplevet en jul. De to tog sig af dem.
FORDRUKNE GRAVHUNDE ELSKEDE ÅL
I alle årene i huset havde Jens og Marie gravhunde. De var alle hunhunde og hed alle Sofa.
Hundene betød meget for dem. Til jul blev de fodret så meget med vaniljekranse, at de stakkels kræ allerede tredje juledag bakkede væk, bare de så en kage. Men når de fik kirsebærvinen Kijafa skænket op i en underkop, bakkede de ikke, men slubrede det i sig og ventede på mere. Også når Jens og Marie holdt ålegilde med de ål, han fik fra fjorden, var hundene med og fik deres del af fangsten. Det samme gjorde naboerne. De fik også del i Jens’ mange historier.
HISTORIEFORTÆLLEREN JENS
Han var god til på stående fod at finde på en historie, der passede til lejligheden. Havde nogen set et eller andet, havde Jens set det samme – bare meget større. Men historien kunne også komme ud af det blå. Hvis Jens var født for flere hundrede år siden, ville han have været en af de fortællere, der drog fra landsby til landsby for at give beboerne nyheder og underholdning. Til tider var Jens’ historier dog den skinbarlige virkelighed. Men de fleste gange var de løgn og latin, og man kunne altid se på Marie, hvornår fortællingen var sand, og hvornår den var løgn.
En af de sandfærdige var, at de havde en høne til at udruge andeæg. Ællingerne benede ned til en lille dam og Marie blev panisk. ”Jens, Jens, skynd dig. Ællingerne drukner”, råbte hun.
Hjemme i huset holdt Jens af at se fjernsyn, og han havde øens største TV.
Inden døre havde han også altid kasket på. Når han gik ud, havde han galocher på. Andre brugte galocher til at trække over almindelige sko for at skåne dem i dårligt føre. Jens tog dem direkte på de bare fødder.
OPERAEN VAR IKKE BYGGET FÆRDIG
Marie var en smule naiv, men en godmodig og omsorgsfuld sjæl, hvad både naboer og søskendebørn mærkede. Hun gav af alt, hun havde. Ikke kun når hun indbød til gæstebud. Men også når andre havde brug for lidt ekstra. Da naboen f.eks. kom hjem fra hospitalet efter en træls operation, mødte Marie som den første med to duer fint gjort i stand og lige til at stege.
Da hun blev ældre fik Marie sklerose, og de to i huset på Strevelshovedvej fik brug for hjælp. Den fik de i form af hjemmehjælp, men også fra naboer og andre på øen, som sikrede, at de ikke manglede noget. Marie blev medlem af Skleroseforeningen, og med den kom hun første gang i livet til udlandet. Jens og Maries læge – Knudsen – kom, og kørte hende til Billund. Når hun kom hjem, havde også hun historier at fortælle. F.eks. om Amfioperaen i Verona som var flot, men som hun dog ikke mente, de var blevet helt færdige med at bygge endnu.
SKOVBAKKEHJEMMET – SOFA MED POSTEN
Men i 2008 måtte de to opgive det lille hus og flytte ind på Skovbakkehjemmet i Odder. Til deres store sorg kunne hunden Sofa ikke flytte med. Øens postbud løste problemet. Hun tog hunden til sig, og den fik gode år i Malling.
Kun en måned efter flytningen til hjemmet, døde Marie 28. oktober 2008. Jens blev boende og fortalte historier til de andre beboere.
Da han fyldte 100 år den 11. marts 2012, blev han fejret med en stor fest på restaurant Skovbakken og fik også telegram fra dronningen. Da han holdt det i hånden, må han have følt sig ”estimeret”.
VED SIDEN AF RIGSANTIKVAREN – DERES VEN
6. august samme år døde Jens, og blev begravet ved siden af Marie på Alrø kirkegård. Senere blev den forhenværende rigsantikvar Olaf Olsen – deres gode ven – begravet ved siden af dem. Så nu kan han lytte til flere af Jens’ historier, men de kan også snakke om dengang Olaf i al stilfærdighed hjalp med at opfylde Jens’ højeste ønske. Nemlig at blive formand for Borgerforeningen på Alrø – og diskret hjalp ham med at udfylde rollen.
Historien om Jens og Marie er historien om to mennesker, der levede i det gamle samfund. De klarede sig – også selv om den ene ikke kunne læse og den anden ikke kunne regne. Men det er også historien om to mennesker, der gav, selv om de ikke havde meget. Og som gjorde en forskel i andres liv.
Tak til Rikke Agnete Olsen for billeder af Jens og Marie og for hjælp til research
Artikler i serien:
Drengen med det lyse sind kan stadig lære os noget vigtigt
De unge i landsbyerne mangler Mølle Signe og hendes fristed
Der er grund til at frygte havet og vinden
