KORT NYT

DET BLEV TIL 3.803 KM

Igen i år vandt Hund­slund lokal­dy­sten. På 2. plad­sen kom Sak­sild, som var med for før­ste gang i år. Gyl­ling snup­pe­de 3. plad­sen og Ørting-Fal­ling blev num­mer fire.

Alt i alt fik kon­kur­ren­cen bor­ge­re i de fire lands­by­er til at løbe, gå og cyk­le 3.803 km.

PROGRAMMER FOR DEN NYE SÆSON

Liter­vis af kaf­fe, kort­spil, bræt­spil, fored­rag, udflug­ter, fæl­les­spis­ning….
Dan­ske Seni­o­rers og Tors­dags­klub­bens pro­gram­mer for den kom­men­de sæson rum­mer gode ople­vel­ser for områ­dets “grå guld”.
Beg­ge pro­gram­mer er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger. Som sæd­van­ligt fore­går det i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej i Ørting.

THEJSEN FORLADER FONDEN ØRTING

Dit­te-Marie Thej­sen for­la­der job­bet som vice­for­stan­der på Fon­den Ørting for at bli­ve skole­le­der på Åsko­len, frisko­len i Hør­ning. Hun har arbej­det på opholds­ste­det i mere end 10 år.
Åsko­len har 150 ele­ver fra 0. – 7. klas­se, og en af Thej­sens opga­ver bli­ver at arbej­de med en over­byg­ning. Hun er uddan­net lærer fra Den Frie Lærer­højsko­le. Uddan­nel­sen er spe­ci­elt mål­ret­tet frisko­ler, efter­sko­ler og højskoler.

LOKALRÅD

Hvis du vil vide, hvad Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling arbej­der med for tiden, kan du ori­en­te­re dig i de møde­re­fe­ra­ter, der er lagt ind under ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.
Her fin­der du alle refe­ra­ter fra i år – og også fra de sid­ste par år. Nåe­de du ikke gene­ral­for­sam­lin­gen, kan du sam­me sted fin­de beret­ning, refe­rat og regnskab.

LUK IKKE DE TRÆNGENDE IND

Hvis det rin­ger på døren og frem­me­de beder om lov til at bru­ge dit toilet, skal du ikke luk­ke de træn­gen­de ind. For når de går igen, mang­ler du fle­re gen­stan­de. Den ene er en kvinde.

Det har ældre bebo­e­re i Gyl­ling ople­vet, da de var ven­li­ge mod de frem­me­de. Ven­lig­he­den blev ikke gen­gældt. Så glem med­men­ne­ske­lig­he­den – luk og lås døren. Ring til din nabo eller en anden, hvis de bli­ver uden for.

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger.

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra.

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret.

FDF Ørting-Fal­ling kan fortsætte

Syv voks­ne har meldt sig til at gå ind som fri­vil­li­ge i FDF-arbej­­det. Og det bety­der, at kred­sen kan fort­sæt­te. Ikke kun børn fra det­te områ­de er med i den loka­le FDF-kreds. Også børn fra Gyl­ling del­ta­ger.
De kan nu alle mødes igen 1. sep­tem­ber kl. 18.30 ved spej­der­hyt­ten på Tof­ten i Ørting.

Mari­an­ne Lyst stopper

Sog­ne­præst Mari­an­ne Lyst har valgt at gå på pen­sion ved års­skif­tet. Inden da har hun ferie, der skal afvik­les, så hen­des afskeds­gud­stje­ne­ster bli­ver holdt 27. novem­ber. Det er i Gyl­ling Kir­ke kl. 9.30, og kl. 10.30 på Alrø.

Pas på kanterne

Cykel­stien mel­lem Ørting og Odder har nu fået et lag asfalt, der har dæk­ket de rev­ner, der for­år­sa­ge­de en del uheld. Den smal­le cykel­sti har der­for nu fået kan­ter, der kan være far­li­ge, hvis cyk­li­ster også lader Tour de Fran­­ce-febe­ren sni­ge sig ind på turen til arbej­de og over­ha­ler. Så pas på.

CYKELSTIERNE SKAL FORBEDRES

”Det kom­mer på i løbet af for­å­ret – i hvert fald inden som­mer­fe­ri­en”.
”Det” er et nyt slid­lag på cykel­sti­er­ne mel­lem Ørting og Odder. Og løf­tet om for­bed­ring af cykel­stien er givet af for­man­den for Kli­­ma- og Pla­n­ud­val­get, Kre­sten Bjer­re i Hor­sens Fol­ke­blad 21. janu­ar. Cyk­li­ster har i lang tid kla­get over de dår­li­ge for­hold, der har bety­det, at man­ge er væltet.

KAFFEN SERVERESKIRKEN

Så meget er aflyst eller udskudt. Men ikke mor­gensan­gen i kir­ken. Den bli­ver gen­nem­ført 13. janu­ar kl. 9.30 som plan­lagt. Ene­ste ændring er, at der ikke bag­ef­ter er mor­genkaf­fe i Sog­ne­hu­set. Kaf­fen bli­ver den­ne gang ser­ve­ret i kir­ken. Virus-reg­­ler­­ne bli­ver over­holdt, så det er trygt at deltage. 

Bag nav­ne­ne på ste­nen (4): Med det lidt de hav­de, gav de meget til andre

De hav­de øens stør­ste fjern­syn og den mest for­d­ruk­ne grav­hund. Den ene kun­ne ikke reg­ne – den anden kun­ne ikke læse, men de kla­re­de sig. Ved fæl­les hjælp.

De var nederst i øens soci­a­le hie­rar­ki – men fra barns­ben var de vant til at befin­de sig på bun­den af sam­fun­det. Beg­ge to. Men de var også eksemp­ler på, at selv om man ikke har meget, kan man sag­tens være gavmild.

Jens og Marie Graa­bæk, da de fejre­de sølv­bryl­lup 7. decem­ber 1972

Marie og Jens Graa­bæk boe­de på Stre­vels­ho­ved­vej på Alrø. Deres hus er nu revet ned, og i ste­det lig­ger der et blåt hus midt på mar­ken.  Huset var ikke i den bed­ste stand, men det var deres stolt­hed. Man bli­ver reg­net for mere, når man har fast ejen­dom, sag­de Jens.  Eller med hans egne ord:  ”Man er mere esti­me­ret, når man ejer noget”.

FATTIGDOM OG HYPPIGE SKOLESKIFT

Marie Kirsti­ne Ander­sen blev født i Gyl­ling 11. marts 1927. Hen­des far var hus­mand Søren Ander­sen – hen­des mors navn var Jen­si­ne Petri­ne Mei­er. Han var 45 år, da de blev gift – hun var 28. Fami­li­en kom til at tæl­le otte børn, og fat­tig­dom og andre soci­a­le pro­ble­mer ban­ke­de på.

Jens blev født 17. maj 1912 i Tri­ge sogn. Hans far var lan­d­ar­bej­der, og fami­li­en flyt­te­de ofte. 1. maj og 1. novem­ber var der skif­te­dag – og for bør­ne­ne betød det en ny sko­le, hvor de blev anset for at være dum­me. I lands­by­sko­ler­ne men­te før­ste­læ­rer­nes næsten altid, at de fat­ti­ges børn var dumme.

ROTTER MERE INDBRINGENDE END KØER

Først da Jens lige var fyldt 18 år, slog fami­li­en sig ned på en lil­le ejen­dom i Amstrup. Men da hav­de han for længst for­ladt sko­len – og også hjem­met. I begyn­del­sen hjalp han sin far, hvor han var ansat som foder­me­ster. Sene­re blev han selv foder­me­ster på Alrø.

Da han fyld­te 100 år i 2012, for­tal­te han den loka­le avis, at gård­mæn­de­ne var nog­le vær­re gni­e­re, der ikke var meget for at beta­le for arbej­det. Så han sup­ple­re­de løn­nen på 50 øre om dagen for­u­den kost og logi ved at sky­de rot­ter. En død rot­te gav 10 øre, og der var mas­ser af rot­ter på øen.

BISSER OG BRUNKUL

Da han var træt af både køer og rot­ter, blev han her­re­gårds­bis­se på Åkær og Gyl­ling­næs. Bis­ser­ne, eller børster­ne som de også blev kaldt, var fryg­te­de, når de kom til bal i omeg­nen, for så blev der med garan­ti et slags­mål af de helt store.

Under besæt­tel­sen ryk­ke­de Jens sam­men med to andre bis­ser vide­re til brun­kuls­lej­re­ne. Kri­gen for­hin­dre­de dan­sker­ne i at få kul fra Eng­land, så tørv og brun­kul erstat­te­de. Efter besæt­tel­sen tog han til­ba­ge til Alrø for at arbej­de på gårdene.

MERE ESTIMERETMED HUS

Mens Jens tog omkring for at arbej­de, blev Marie i Gyl­ling, hvor hun var hus­as­si­stent. Da Jens kom til­ba­ge til Alrø, mød­te de to hin­an­den, og 7. decem­ber 1947 blev de gift i Gyl­ling kir­ke. Jens var da 35 år – Marie var 20.

I begyn­del­sen boe­de de til leje i et hus på Alrø. Men i 1950 køb­te de huset på Stre­vels­ho­ved­vej. Og blev med Jens’ ord ”mere estimeret”.

De hav­de ikke meget at rut­te med – og huset var der­ef­ter. Men det var deres.

Det var en lav læn­ge, der rum­me­de stue, køk­ken og sove­væ­rel­se. I en lil­le til­byg­ning var der plads til en fry­ser og til et toilet. Men den kom først til senere.

TOILET TIL SIDSTMEN INGEN DØR

Huset hav­de elek­tri­ci­tet og fik vand fra egen brønd. Van­det var fuldt af okker, og Marie må have vasket sig mere end Jens, for hen­des hud var gyl­den. Først da de – som andre på Alrø – fik vand fra fast­lan­det, fik hen­des hud en mere nor­mal farve.

Det vare­de læn­ge, før de fik toilet ind i huset. Jens vil­le ikke. Da han ende­lig gav efter for Mari­es pla­gen, var hun så over­lyk­ke­lig, at hun straks måt­te til køb­mands for at for­tæl­le. Men der blev  aldrig sat en dør i ind til toilet­tet. Frem til 2008, da de flyt­te­de fra huset og ind på Sko­v­bak­ke­hjem­met i Odder, var toilet­tet skjult bag et forhæng.

JENS VEJMAND

De tjen­te deres pen­ge på man­ge måder. Sam­men luge­de de roer for Alrøs bøn­der, og Jens slog sten til skær­ver for kom­mu­nen, så unger­ne i sko­len omdig­te­de linjer i Jens Vej­mand og skrå­le­de ”det er såmænd Jens Graa­bæk”. Han hav­de også arbej­de på går­de­ne. Marie gjor­de rent på sko­len, og gjor­de også rent hjem­me hos folk, så hun mær­ke­de måske mere end Jens, at selv om man hav­de eget hus, betød det ikke nød­ven­dig­vis, at man var ”mere estimeret”.

Sam­men udfør­te de også en smu­le have­ar­bej­de. De hav­de ikke meget – men nok.

GAV BØRNENE EN JUL

Nok skul­le der også være altid, når Marie invi­te­re­de gæster. Olaf og Rik­ke Olsen var nære nabo­er. En dag de var invi­te­ret på kaf­fe, fik Olaf spist det meste af Mari­es lag­ka­ge. Fra den dag var der altid to lag­ka­ger: En til Olaf og en til deling mel­lem de andre gæster.

Også når Marie invi­te­re­de til spis­ning, var der rige­ligt med mad. Ingen skul­le kun­ne sige, at de sult­ne for­lod Jens og Mari­es hus.

De var gav­mil­de men­ne­sker. Og det kom også Mari­es søsken­debørn til gode. De har sene­re for­talt, at hav­de det ikke været for Jens og Marie, hav­de de aldrig ople­vet en jul. De to tog sig af dem.

FORDRUKNE GRAVHUNDE ELSKEDE ÅL

Jens Graa­bæk på vej til arbej­de med Sofa i kurven

I alle åre­ne i huset hav­de Jens og Marie grav­hunde. De var alle hunhunde og hed alle Sofa. 

Hund­e­ne betød meget for dem. Til jul blev de fodret så meget med vanil­je­kran­se, at de stak­kels kræ alle­re­de tred­je jule­dag bak­ke­de væk, bare de så en kage. Men når de fik kir­se­bær­vi­nen Kija­fa skæn­ket op i en under­kop, bak­ke­de de ikke, men slu­bre­de det i sig og ven­te­de på mere. Også når Jens og Marie holdt åle­gil­de med de ål, han fik fra fjor­den, var hund­e­ne med og fik deres del af fang­sten. Det sam­me gjor­de nabo­er­ne. De fik også del i Jens’ man­ge historier.

HISTORIEFORTÆLLEREN JENS

Han var god til på stå­en­de fod at fin­de på en histo­rie, der pas­se­de til lej­lig­he­den. Hav­de nogen set et eller andet, hav­de Jens set det sam­me – bare meget stør­re. Men histo­ri­en kun­ne også kom­me ud af det blå. Hvis Jens var født for fle­re hund­re­de år siden, vil­le han have været en af de for­tæl­lere, der drog fra lands­by til lands­by for at give bebo­er­ne nyhe­der og under­hold­ning. Til tider var Jens’ histo­ri­er dog den skin­bar­li­ge vir­ke­lig­hed. Men de fle­ste gan­ge var de løgn og lat­in, og man kun­ne altid se på Marie, hvor­når for­tæl­lin­gen var sand, og hvor­når den var løgn.

En af de sand­fær­di­ge var, at de hav­de en høne til at udru­ge ande­æg.  Ællin­ger­ne bene­de ned til en lil­le dam og Marie blev panisk. ”Jens, Jens, skynd dig. Ællin­ger­ne druk­ner”, råb­te hun.

Hjem­me i huset holdt Jens af at se fjern­syn, og han hav­de øens stør­ste TV.

Inden døre hav­de han også altid kasket på. Når han gik ud, hav­de han galo­cher på. Andre brug­te galo­cher til at træk­ke over almin­de­li­ge sko for at skå­ne dem i dår­ligt føre. Jens tog dem direk­te på de bare fødder. 

OPERAEN VAR IKKE BYGGET FÆRDIG

Marie var en smu­le naiv, men en god­mo­dig og omsorgs­fuld sjæl, hvad både nabo­er og søsken­debørn mær­ke­de. Hun gav af alt, hun hav­de. Ikke kun når hun ind­bød til gæste­bud. Men også når andre hav­de brug for lidt ekstra. Da nabo­en f.eks. kom hjem fra hospi­ta­let efter en træls ope­ra­tion, mød­te Marie som den før­ste med to duer fint gjort i stand og lige til at stege.

Marie men­te ikke, at amfio­pe­ra­en i Vero­na var byg­get færdig

Da hun blev ældre fik Marie sklero­se, og de to i huset på Stre­vels­ho­ved­vej fik brug for hjælp. Den fik de i form af hjem­me­hjælp, men også fra nabo­er og andre på øen, som sik­re­de, at de ikke mang­le­de noget. Marie blev med­lem af Sklero­se­for­e­nin­gen, og med den kom hun før­ste gang i livet til udlan­det. Jens og Mari­es læge – Knud­sen – kom, og kør­te hen­de til Bil­lund. Når hun kom hjem, hav­de også hun histo­ri­er at for­tæl­le. F.eks. om Amfio­pe­ra­en i Vero­na som var flot, men som hun dog ikke men­te, de var ble­vet helt fær­di­ge med at byg­ge endnu.

SKOVBAKKEHJEMMETSOFA MED POSTEN

Men i 2008 måt­te de to opgi­ve det lil­le hus og flyt­te ind på Sko­v­bak­ke­hjem­met i Odder. Til deres sto­re sorg kun­ne hund­en Sofa ikke flyt­te med. Øens post­bud løste pro­ble­met. Hun tog hund­en til sig, og den fik gode år i Malling.

Kun en måned efter flyt­nin­gen til hjem­met, døde Marie 28. okto­ber 2008. Jens blev boen­de og for­tal­te histo­ri­er til de andre beboere.

Da han fyld­te 100 år den 11. marts 2012, blev han fejret med en stor fest på restau­rant Sko­v­bak­ken og fik også tele­gram fra dron­nin­gen. Da han holdt det i hån­den, må han have følt sig ”esti­me­ret”.

VED SIDEN AF RIGSANTIKVARENDERES VEN

6. august sam­me år døde Jens, og blev begra­vet ved siden af Marie på Alrø kir­ke­gård. Sene­re blev den for­hen­væ­ren­de rigs­an­tik­var Olaf Olsen – deres gode ven – begra­vet ved siden af dem. Så nu kan han lyt­te til fle­re af Jens’ histo­ri­er, men de kan også snak­ke om den­gang Olaf i al stil­fær­dig­hed hjalp med at opfyl­de Jens’ høje­ste ønske. Nem­lig at bli­ve for­mand for Bor­ger­for­e­nin­gen på Alrø – og diskret hjalp ham med at udfyl­de rollen.

Histo­ri­en om Jens og Marie er histo­ri­en om to men­ne­sker, der leve­de i det gam­le sam­fund. De kla­re­de sig – også selv om den ene ikke kun­ne læse og den anden ikke kun­ne reg­ne. Men det er også histo­ri­en om to men­ne­sker, der gav, selv om de ikke hav­de meget. Og som gjor­de en for­skel i andres liv.

Tak til Rik­ke Agne­te Olsen for bil­le­der af Jens og Marie og for hjælp til research

Artik­ler i seri­en:
Dren­gen med det lyse sind kan sta­dig lære os noget vig­tigt
De unge i lands­by­er­ne mang­ler Møl­le Sig­ne og hen­des fri­sted
Der er grund til at fryg­te havet og vinden

KALENDER

NYE PROGRAMMER:

Pro­gram­mer­ne for akti­vi­te­ter i Dan­ske Seni­o­rer og i Tors­dags­klub­ben er lagt ind under “Lokal­råd og for­e­nin­ger”. Se et væld af akti­vi­te­ter som fored­rag, kort­spil, hyg­ge, fæl­les­spis­nin­ger og udflugter. 

FÆLLESSANGERNE

Fra tirs­dag d. 05. sep­tem­ber kl. 14 er der igen fæl­les­sang i Sog­ne­hu­set den før­ste tirs­dag i hver måned. Orga­nist Niels Peder sid­der ved kla­ve­ret, og Flem­m­ing Grove syn­ger for. Tag kaf­fe med

MORGENSANG OG KAFFE

Mor­gensan­gen begyn­der i kir­ken 08. febru­ar 09.30 og efter en halv times tid, er der kaf­fe og rundstyk­ker i sog­ne­hu­set. Alle fra Fjord­pa­sto­ra­tet kan være med. Og kni­ber det med at kom­me til Bils­bæ­kvej i Ørting, er det muligt at bestil­le gra­tis kir­ke­bil på tlf. 4848 4848. Det skal gøres halvan­den time før ønsket afgang. Hjem igen kører bilen også.

SPISEVENNER
mødes igen 20. febru­ar kl.12 i Ørting Hal­lens Café. Menu­en er sup­pe med kød- og mel­bol­ler + tar­te­let­ter med høns i asp­ar­ges. Pri­sen er den sæd­van­li­ge: 80 kr. 

DET ER FOR BØRN

Døre­ne til café og hal bli­ver åbnet kl. 17 den 24 febru­ar – og så er der dømt MGP på storskærm for alle børn i vores områ­de. Læs mere her

KATHRINE LILLEØR

hol­der fored­rag i Sog­ne­hu­set kl. 09.30 – 12.00. den 27. febru­ar. Hun kal­der det et col­lage­fored­rag om liv og død, tro og håb og vær­dig­hed i døde­ns time. Det er Fjord­pa­sto­ra­tets Kir­ke­højsko­le, der arran­ge­rer. Pri­sen for fored­rag og kaf­fe er 50 kr. Til­mel­ding til Inge Kjær Niel­sen – tlf. 26589431.