Når alle børnehavebørn og skoleelever medvirker i stykket ”Svend Felding – et lokalt eventyr”, kræver det kostumer i massevis. Og i disse dage bliver der syet i kælderen på Margrethelyst Friskole. Tre lokale beboere og en af forældrene har gang i symaskiner og sikkerhedsnåle. Og i aulaen instruerer Inge Jensen, som også har skrevet det meste af stykket. Om en uge til skolefesten skal det hele spille sammen – tale, dans og sang.
”Jeg er så glad for den lokale opbakning til skolen”, siger skoleleder Mai-Britt Abild. Vi skylder Inge Jensen, Lisbeth Jørgensen, Ruth Jensen, Gitte Christiansen og Jette Bengtsen stor tak”.
”Margrethelyst er vigtig for lokalsamfundet”, siger Lisbeth Jørgensen. Hun møder op hver dag med termokande og madpakke – klar til at sy kostumer sammen med de tre andre. ”Det er vores lille bidrag til skolen, og vi har det jo samtidig hyggeligt sammen her i kælderen”.
Når børnene er udenfor, kommer de og banker på vinduet for lige at vinke og hilse på.
”Vi glæder os til at se forestillingen”, siger Lisbeth Jørgensen.
Bunkerne med tøj til elverpiger og malkepiger vokser.
Snart mangler kun kostumerne til herregårdens karle og til Svend Felding.
Alle – bedsteforældre, dagplejen, andre skoler og institutioner – er inviteret til at overvære generalprøven 7. Februar kl. 10 i Ørting Hallen. Det samme gælder alle beboere i området, som har mulighed for at komme på det tidspunkt.