Maleren, som Eigil Nielsen altid blev kaldt, kunne have været en holden mand. Han havde illustreret Ingvald Lieberkinds bøger. Han havde leveret tegneserier til flere ugeblade, tegninger af fugle til et jagtblad og hans malerier blev solgt. Han illustrerede også en kalender for det, der dengang hed FDB. Men han slap det meste af det arbejde, der kunne have fyldt hans tegnebog. For han længtes mod naturen –
freden. Og den fandt han, da han købte et gammelt hus i Ondrup Mose for 6.500 kr. Der var hul i husets tag, og kulden krøb ind alle steder, til han fik sat en bedre brændeovn op. Men huset var hans. Hullet i taget blev lappet, men han fik aldrig lagt vand eller toilet ind. Et ugeblad fandt frem til ham og kunne citere ham for at sige:
”De andre må godt beholde deres dyre biler, vaskemaskiner, TV og hvad ved jeg… Jeg har mit beskedne hjem her. Jeg har min mose – noget af den er min egen i øvrigt – og jeg har skoven udenfor min dør. Jeg lever mellem dyrene og i naturen. Ingen kan hundse med mig, jeg skal ikke krybe for nogen, for jeg skal intet opnå fra nogen”.
BLEV STAKIT- OG VÆGMALER
Det blev på intet tidspunkt spået, at han skulle være foregangsmand for simple living 50 år før det blev så moderne, at TV-kanalerne henter seere i tusindtal til den ene udsendelse efter den anden om mennesker, der vælger at flytte ud i naturen og kun tjene få penge.
Han blev født i Odder i 1907. Hans far arbejdede som værkfører. I familien var fem drenge, men en af Eigils brødre døde ret ung.
Som 16-årig kom han i lære som maler, og da han blev udlært i oktober 1927 arbejdede han som svend I et års tid og blev så indkaldt til militæret. Da han igen kunne smide kongens klær’, sagde han farvel til Odder og tog til København.
Der meldte han sig ud af Malernes Fagforening og begyndte på Kunstakademiet. Men da han var uddannet dér, var det ikke været så let for ham at tjene penge på kunsten, så han begyndte igen at arbejde som væg- og plankeværksmaler og meldte sig igen ind i fagforeningen sidst på året 1938.
Men det var hårde tider, og da han blev arbejdsløs, blev han – som så mange andre – af fagforeningen tvunget til at tage til Tyskland for at arbejde. Hvis han ikke gjorde det, ville kassen med understøttelse blive klappet i.
ÅRENE I TYSKLAND
Han kom først til Warnemünde, hvor han malede væggene på fabrikker. Senere kom han til et filmstudie i München, hvor han malede kulisser til de tyske propagandafilm fra det sorgløse Tyrol, hvor græsset var grønt og de blåøjede, blonde piger med tørklæder havde røde kinder, og hvor mænd med fjerprydede hatte dansede i korte lederhosen.
Tyskernes overmagt i krigen var ved at være fortid. Og München blev hyppigt udsat for omfattende bombardementer.
Eigil Nielsen kom tilbage til København sent i 1944. Hvordan krigen og de allieredes bombardementer har påvirket ham psykisk, ved vi ikke noget om. Men der er ingen tvivl om, at han har været påvirket og taget erindringerne med videre frem – godt gemt væk i den mentale rygsæk.
Tilbage i den danske hovedstad var han i en periode efter besættelsen dekoratør og kulissemaler i Tivoli. Han begyndte at få opgaver som illustrator og hans malerier blev solgt. Men han fandt sig aldrig til rette i København. Han flyttede den ene gang efter den anden i håb om, at det næste sted ville alt blive bedre.
TOG TILBAGE TIL NATUREN
I 1952 tog han konsekvensen og flyttede tilbage. Ikke til Odder. Men til mosen og skoven – til freden i det gamle hus med det utætte tag, lokum ude og uden indlagt vand.
Han tegnede og malede. Når han følte for det. Ellers ikke. Manglede han penge, var motivet til et maleri let at finde lige uden for døren. Men det blev til højst et hver måned. Han fik ikke så meget for dem – og skyldte han penge, kunne folk få et maleri.
I huset boede han alene sammen med otte katte. Når han havde han brug for mad og drikke, startede han en lille gammel motorcykel, som han havde, og kørte til brugsen i Ondrup. Varerne blev fragtet hjem i en mælkekasse.
VÆLLING CATHRINE OG ANNA
I Mosen fandt han et lille fællesskab med Anna fra Damsgaarden og med Vælling Cathrine, som folk kunne møde i skoven ifølge med en kat. Hun samlede altid brænde, som hun fyldte sit gamle hus op med af frygt for at komme til at fryse, når hun blev rigtig gammel. (Læs om hende her). Maleren var god mod Cathrine. For ham var hun ikke – som mange sagde om hende – sær. Hun var bare en alt for tidligt ældet kvinde, der som han var glad for mosen og skoven. Også sognefoged Andersen besøgte ham.
Anna fra Damsgaarden var glad for en god cigar og et spil mousel. Og hun kunne et utal af gamle viser. Hun fik hver dag leveret 5 liter mælk fra Åkær. Ebba Busky-Neergaard kom selv med spanden. Så meget mælk kunne den ældre dame slet ikke bruge, så også Vælling Cathrine og
maleren nød godt af det. Det samme gjorde deres mange katte.
Maleren tog mange lysbilleder af de to kvinder – har givet haft planer om at male dem. Desværre blev det aldrig til noget. Han kunne ellers være blevet en glimrende portrætmaler – han malede f.eks sin mor, og tog tit billedet med ud på en bænk, hvor de så sammen kunne sidde og nyde stilheden, mens hun strikkede. Han tegnede også et selvportræt, der ifølge websitet ”museernes samlinger” befinder sig på Odder Museum.
“INGEN KAN HUNDSE MED MIG“
Han malede på et tidspunkt kulisser til Odder Amatør Teater. Men ellers forlod han ikke
mosen så tit. Flere kan huske ham stå med staffeliet forskellige steder og med den sorte malerkasse bag på cyklen.
Han spillede violin – det havde han lært sig selv efter ”violinspillerens håndbog”. Godt at kunne når det gamle fjernsyn det meste af tiden strejkede. Han havde elektricitet i det lille hus.
Da han døde 7. august 1976 – 68 år gammel – sluttede den lokale avis nekrologen med denne sætning: ”Han stillede uhyre beskedne materielle krav og klarede sig med en indtægt, som de fleste i dag vil kalde langt under eksistensminimum”.
Når han havde penge til mad til sig selv og kattene, og kunne betale terminen på 14,75 kroner, var han tilfreds. Han praktiserede i sandhed simple living. Men på et tidspunkt, hvor man i samfundet omkring ham søgte penge og materielle goder.
For igen at citere ham: ”De andre må godt beholde deres dyre biler, vaskemaskiner, TV og hvad ved jeg… Jeg har mit beskedne hjem her. Jeg har min mose – noget af den er min egen i øvrigt – og jeg har skoven udenfor min dør. Jeg lever mellem dyrene og i naturen. Ingen kan hundse med mig, jeg skal ikke krybe for nogen, for jeg skal intet opnå fra nogen”.
Artiklen bygger på fakta-noter om Eigil Nielsen fra den tidligere formand for Odder Kunst, Jon Bahl, en udateret ugebladsartikel, input fra Facebook-gruppen “gamle billeder fra Odder og omegn” og interview med mennesker, der har mødt Eigil Nielsen.
