De høje råb kunne høres over hele landsbyen Ålstrup, så mænd stak i løb i klaprende træsko ned mod gården, hvor en ny brønd var ved at blive gravet. Men et cementrør havde sat sig fast, og under det var kviksandet begyndt at skride, og snart dækkede det brøndgraveren, der stod nede i hullet. Alle begyndte febrilsk at grave for at få cementrøret fri, men da de endelig kunne fjerne røret, var det for sent. Brøndgraveren kom ikke op i live.
SÅ FIK DE VANDVÆRK
Ulykken gjorde et stort indtryk på landsbyens beboere, og de blev enige om, at nu var tiden kommet til at få et fælles vandværk. Det ville også kunne løse problemet for skolen og beboerne på Baunebjerg, der havde svært ved at få vand.
At en brøndgravers død var årsag til at landsbyen fik et vandværk, bliver fortalt i Nina Fabricius’ lille bog ”Vi byggede selv vores
samfund”, som Odder Museum har udgivet. Og den bliver gentaget i kommunens rapport om de 40 Kulturmiljøer. Hverken navn eller årstal bliver nævnt.
Landsbyens beboere var enige om, at nu var tiden kommet til at få et fælles vandværk, og alle blev bedt om at tegne andele. Det var sådan, man dengang skabte forbedringer for alle – lav en forening og tegn andele. Initiativtagerne indkaldte til generalforsamling og en bestyrelse blev valgt. Vandværket stod færdigt i 1933, og det kom alt i alt til at koste 16.500 kr.
I begyndelsen blev det drevet af landsbyens beboere på skift. Men efter nogle år blev driften overladt til en enkelt person, der for 20 kr/år skulle passe vandværket. Også bestyrelsesposterne gik på skift. Det almindelige var, at man kun sad i bestyrelsen i to år – så kom den næste til.
LIVLIGE GENERALFORSAMLINGER
Vandmålere eksisterede ikke – så generalforsamlingen besluttede, at hvert hus skulle betale to kroner/måned. En gård betalte fem kroner. Forskellen på tre kroner kunne gøre nogle gårdmænd ganske ophidsede, så generalforsamlingerne kunne være livlige, skriver Nina Fabricius i ”Vi byggede selv vores samfund”.
Vandværket fik 53 år som andels- eller fællesforetagende i Ålstrup. Det sidste bestyrelsesmøde blev holdt 15. oktober 1986. Derefter kom landsbyens vandforsyning ind under det kommunalt ejede vandværk i Falling. Men den lille røde bygning står stadig et stykke væk fra Frysehuset og branddammen.
Vandværket var ikke det eneste andelsforetagende i Ålstrup. Også frysehuset var et andelsforetagende – men for hele sognet. Ikke kun for landsbyens beboere.
DEN FØRSTE BRUGSFORENING
Andelsbevægelsen havde fat i hele vores område. Andelsmejeri, forsamlingshuse, sparekasser, brugsforeninger. De fleste bygninger eksisterer endnu. Men bruges til andre formål. F.eks er Frysehuset i Ålstrup nu Hads Herreds mindste forsamlingshus.
Højskolerne og det, de unge fra landet lærte dér, bliver i mange bøger og artikler udråbt til andelsbevægelsens arnested. Det er rigtigt, de havde stor betydning. Men initiativet til den første brugsforening blev taget af præsten H.C. Sonne i 1866 i Thisted. Som en anden Grundtvig var han optaget af, hvordan han kunne skaffe sognebørnene ”åndelig føde”. Men ”mine tilhørere gave mig snart at forstå, at hvis jeg vilde gjøre dem noget gavn, måtte jeg først hjælpe dem til at fåe deres daglige brød”, skrev han i 1867. Men han glemte dog ikke den åndelige føde og almendannelsen. Han sikrede, at ikke alene kunne hans sognebørn købe de daglige fornødenheder billigere end hos købmændene uden at der blev slækket på kvaliteten. De kunne også låne bøger. En procent af forretningens overskud skulle bruges til indkøb af bøger.
Brugsforeningerne bredte sig – primært på landet. Her i området var der en Brugs i Gylling og i Hundslund. I 1910 var der 1.364 brugsforeninger spredt over hele landet.
EKSPORT AF SMØR OG BACON
Omlægninger i landbruget satte gang i andelsmejerierne. Hidtil var der dyrket og eksporteret korn. Men markerne var udpint og det nye land, der blev indvundet på hedearealerne, da nederlaget i 1864 flyttede grænsen op til Kongeåen, var ikke det bedste til dyrkning af korn. Dertil kom konkurrence fra Amerika og Østeuropa. Derfor var det nødvendigt at satse på den animalske produktion. Bønderne kunne sælge deres mælk til herregårdsmejerierne – bl.a. på Åkær – men det betød, at de ikke fik meget for den, fordi mellemmanden også skulle tjene på mælken. Derfor opstod tanken om at oprette andelsmejerier.
EFTER HOVEDER – IKKE HØVEDER
Det første blev oprettet i 1882 i Hjedding i Vestjylland. Og flere fulgte over hele landet. I 1894 var der 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163.
Kun andelshavere kunne levere mælk, og de skulle underlægge sig kontrol. Kontrollører blev sendt ud og tog prøver af mælken med jævne mellemrum.
Ikke kun gårdejerne tilsluttede sig andelsbevægelsen. Husmændene kom også med, og på generalforsamlingen var princippet, at ”vi stemmer efter hoveder – ikke efter høveder”. Så for første gang kunne de største ikke tromle de mindste. Men de gjorde det nu alligevel.
KJÆRSHOLM I FALLING
Også i Falling tog bønderne i 1885 initiativ til et andelsmejeri. Andelsmejeriet Kjærsholm lå i første omgang på en mark mellem Ålstrup og Falling. Men da Horsens – Odder banen kom i 1904, blev mejeriet flyttet op til pladsen mellem stationen og savværket. Det blev først nedlagt i 1976, og bygningen er for længst revet ned. Mens det eksisterede, var der arbejdspladser. Også til landsbyens bødker, som fremstillede dritlerne (tønder) til smørret. De blev ikke produceret på en fabrik.
GRATIS – FANDEN’EDME
Egnens husmænd var også med i mejeriet. Deres jordlod var ofte så lille – og deres husdyr så få – at de i perioder måtte tage arbejde som daglejere på gårdene eller andet arbejde, de kunne få. Og det var også dem, der havde tjansen som de mælkekuske, der kørte rundt og hentede mælkejungerne og afleverede de tomme junger. Når lønnen for dét arbejde skulle aftales, kunne det foregå som afgivelse af bud i fuld åbenhed. Således også i Falling. Historien er, at husmand nummer to bød under nummer et og det fortsatte. Til sidst blev det en af dem for meget. Han hamrede næven i bordet og råbte: ”Gratis! Fanden’edme”. Hvem der fik jobbet vides ikke. Da min morfar fortalte mig historien, var det med tilføjelsen: ”De blev ikke behandlet ordentligt. Slet ikke dem fra Mosen”.
DE TOG PÅ HØJSKOLE
Mejeriet blev startet af nogle af de mennesker, som også var aktive i opbygningen af foredragsforening og forsamlingshus i Falling.
De fleste havde været på højskole, og de var med til at oprette en friskole, som de sendte deres børn til. Senere sendte de dem på højskole. Specielt til Vallekilde Højskole som blev grundlagt i 1865. Der er eksempler på, at familier her fra området sendte unge til den skole i fire generationer.
Efter nederlaget i 1864 skød højskolerne op over alt i landet. I 1872 var der 52 skoler – i 1890 var antallet nået op på 75. Undervisningen var rettet mod alle – men de fleste elever kom fra landet. Her mødte de foredrag, fortællinger, diskussioner og fællesskab – og lærte, at oplysning var ikke kun for de få. De kunne og skulle tage del i samfundsudviklingen, når de kom tilbage til deres lokalsamfund.
For de unge fra landet blev højskoleopholdet – sagt med nutidens ord – en øjenåbner, som de tog med hjem og handlede for et fællesskab.
FORSAMLINGSHUS OG IDRÆTSFORENING
I Falling fik vi et forsamlingshus – ikke mindre end to gange. Og unge, som havde været på højskole, startede i 1938 ØFUG, som dengang ikke kun var en sportsforening. Men også en oplysningsforening.
Her var sparekasseforeninger og andelsforening for salg af foderstoffer til dyr.
Over hele området er minder om andelsforeninger i form af bygninger, som i dag har et andet formål. Vandværket i Ålstrup bliver ikke brugt. Men bygningen ligger der stadig ikke langt fra Frysehuset, som nu er landsbyens samlingssted.
Frysehuset og de andre bygninger fortæller historien om en tid, hvor initiativrige mennesker på landet, satte gang i en udvikling til fælles gavn.