Fra 01. Januar næste år mister Ørting og Falling sogne deres præst. Vibeke Døssing Rudebeck skal fra den dato udelukkende arbejde i Odder.
To præster skal så passe de i alt seks sogne i det nye Fjordpastorat, som det hedder nu. Det er Marianne Lyst, som nu er i Gylling og på Alrø, og Sonja Nicolaisen, som nu er i Hundslund og i Torrild. Sonja Nicolaisen er også hjemmeplejepræst. Dvs præst for alvorligt syge borgere i Odder kommune, som bliver plejet i eget hjem.
Flytning af Vibeke Døssing Rudebeck til Odder, fremgår af et udspil fra biskop i Århus Stift, Henrik Wigh Poulsen.
Sidste dag for indsigelser mod biskoppens udspil er 01. september.
Der er flere gange skåret i den arbejdstid, præsten kan bruge i Ørting Falling sogne. Først var det 100 procent, så blev det 75 procent, og da Vibeke Døssing Rudebeck blev ansat i begyndelsen af 2011, blev der snittet yderligere, så hun kun havde 45 procent af arbejdstiden i de to sogne. Og nu mister sognene også den tid.