ØFUG tog førstepladsen, da der kunne stemmes om hvilke syv foreninger, der skulle dele 16.300 kr fra Portobellos Velgørenhedsprojekt. Andenpladsen fik Odder Rugby Klub mens Billedskolen løb med tredjepladsen.
ØFUG’s 5.433,33 kr skal gå til turen til sommerens store gymnastikstævne i Italien – nærmere bestemt Riccione – hvor unge fra hele verden deltager. Det vil være femte gang foreningen er repræsenteret ved stævnet.
35 unge bliver sendt afsted sammen med otte trænere og seks voksne som
hjælpere. I modsætning til andre idrætsforeninger har ØFUG hverken gratister eller ture med rabat. Alle – incl trænere og hjælpere – betaler samme pris for turen. Simpelhen for at gøre den så billig, så alle kan være med.
De unge har i årets løb i fællesskab tjent penge. De har solgt julelotteri, chokolade til jul og de har solgt æbleskiver til et arrangement i Horsens. Desuden har de været hjælpere i Cafeteriet, når der har været større arrangementer i Hallen. Her står også et glasrør, som kunderne har kunnet komme penge i for at støtte turen. Og nu kommer så pengene fra Portobello’s Velgørenhedsprojekt – der også giver stoltheden over at indtage førstepladsen. Det blev mødt med hujen og klapsalver, da de børn og unge, der nu er på træningsweekend i Hallen, fik overbragt nyheden.