
Vi har ”torsdagsklub”, vi har morgensang i kirken med efterfølgende kaffe, Danske Seniorer har arrangementer, og der er tilbud om udflugter. Så er der overhovedet brug for mere?Sådan vil mange nok tænke, når de ser, at Lokalrådet nu efterlyser frivillige til at hjælpe med at få ”Spisevenner” startet i Ørting – Falling-området.
Den primære målgruppe for projektet er ældre mennesker, for hvem ensomhed er et problem. De findes nemlig. Også i vores landsbyer bor ældre, der kun har meget lidt kontakt med andre.
FØLGESKAB ER VIGTIGT
Undersøgelser viser, at hver fjerde ældre er – eller har været – ramt af ensomhed. De ved godt, der er forskellige aktiviteter, og de har måske også fået en folder, der inviterer dem til at deltage. Men det er svært for dem at komme afsted. De synes ikke, de kender nogen og kan også være lidt bange for, at de ikke kan komme ind i et eksisterende fællesskab. Så for mennesker i ”spisevenners” primære målgruppe er det vigtigt, at de har følgeskab. Og det er her, de frivillige kommer ind i billedet. En frivillig sikrer at den ældre kommer hen og hjem, og spiser sammen med ham eller hende.
PÅ VEJ OGSÅ I GYLLING
Der er allerede fællesspisning i Odder og i Hou. Og i Gylling har Lokalrådet og foreninger taget initiativ til at mødes i forsamlingshuset.
Nok er projektets primære målgruppe mennesker, der har brug for at bryde ensomheden. Men også andre kan deltage.
Kommunen giver 3000 kr i år – primært til at betale de frivilliges udgifter. Til næste år stiger beløbet til 6000 kr.
Lokalrådet Ørting Falling har opbakning til initiativet fra bl.a. menighedsråd og torsdagsklubben. I august skal det aftales, hvordan projektet skal organiseres.
Hvis du har lyst til at hjælpe, kan du ringe til Poul Henning Jensen på tlf. 22383692. Du kan også sende en mail: poul.henning.jensen@jensen.mail.dk