Fra i morgen er det igen muligt at bestille tid hos fysio- og zoneterapeuterne hos Sund Fysik. Men alt er ikke helt, som det plejer i klinikken, som ejes af Line Krogstrup Tikjøb. Den er kun åben for den nødvendige behandling – så hvis behandling kan vente, så skal den
vente. Derfor er det heller ikke muligt at bestille tid online. Det skal ske på telefon 86 54 18 99. Men det er muligt på klinikkens facebook-side at se en række øvelser, der måske kan være en hjælp i ventetiden.
KOM I SIDSTE ØJEBLIK
Den sædvanlige måske tiltrængte lille pause i venterummet med en kop kaffe og et ugeblad før behandlingen, er aflyst til videre. Der vil hverken være termokander eller blade – og folk opfordres til at komme så tæt på aftalen som muligt. Zoneterapeuterne får deres eget lille venteareal uden for deres rum. Men også de opfordrer til, at man møder op i sidste øjeblik.
Klinikken plotter alle aftaler ind i kalenderen forskudt, så ingen støder ind i hinanden hverken når de kommer eller går.
I det hele taget bliver sundhedsmyndighedernes anvisninger fulgt til punkt og prikke. Det betyder også, at der bliver gjort endnu mere rent end sædvanligt.
Holdtræningen kan ikke komme i gang igen lige nu. Men forhåbentlig efter 10. maj.