Folkefornøjelse at håne

”Ja, hvor meget var det nu, jeg tog for et sukker-rationeringsmærke hr. betjent? Kan du huske, hvor meget du betalte?”
”Hvor stor grisen var? Tjae, den havde vel samme størrelse som den, din kone købte, hr. dommer”.
To af de historier, der er fortalt den ene gang efter den anden om sortbørs- og grønthandler Thorøe’s bemærkninger i retsagen mod ham efter besættelsen. I det såkaldte retsopgør. Alle i Odder og omegn vidste, at hos grønthandleren kunne man købe lidt af hvert. Så han var en af dem, der blev hentet, næsten før mørklægningsgardinerne var pillet ned og tyskerne havde forladt området.

FOLKEFORNØJELSE AF SE ”LANDSSVIGERNE”

Biler kørte i en lind strøm til Centralhotellet, der blev brugt til internering

Centralhotellets store sal var omdannet til internering af de mennesker, politifuldmægtig Lemvigh-Müller under et kaldte ”landssvigerne”. Og det var en folkefornøjelse at se, hvem der blev bragt ind – smidt i halmen, som det hed i almindelig tale. Over hele landet var der en hævngerrig stemning. Også i Odder. Mændene med armbind hentede 106 personer, som stod på listen over folk, der havde vist ”unational optræden”. Da politiet overtog ansvaret, var kun 9 tilbage.

FEJL RAMTE HELE FAMILIEN
At det var en smule tilfældigt, hvem der blev hentet, viser en episode fra Falling. Den viser også, at det kunne have store konsekvenser – for hele familien. Jørgen Elbæk fortæller:
”Vi var en flok børn, der legede omkring  det gamle forsamlingshus  midt i  byen.  Pludseligt kom en stor lukket røde flyttebil langsomt  kørende ind i landsbygaden. En bil – uanset art og størrelse – var en sensation dengang og  trak folk på gaden i stilheden efter  aftensmaden. Frihedskæmpere med stålhjelme sprang ud og  spurgte efter en mand, der stod i flokken. Som sandt var, svarede han: “Det er mig!”.  Kort proces:  Han fik et gevær i ryggen og blev,  i skjorteærmer og  kludesko, verfet op i bilen, hvor vi kunne se, at der sad flere andre.
Han havde  været en af de mange arbejdere, som havde taget arbejde i Tyskland.
Han kom dog hurtigt hjem igen. Ikke desto mindre  var  begivenheden for meget for hans kone, så de flyttede næsten omgående  væk fra Falling. Børnene, som vi ellers legede med, blev holdt hjemme indtil flytningen”.
Også Fallings eneste erklærede nazist blev hentet ved samme lejlighed.

”LØSAGTIGE” PIGER
Men også omkring 20 ”tyskertøser” blev hentet og bragt til Centralhotellet. I Dan Enevold Mikkelsens historie-speciale – ”Besættelsen set fra Hads Herred” – findes dette citat fra Odder Dagblad 31. maj 1945: ”Flere løsagtige Piger fra Kvarteret omkring Højskolen har gjort sig skyldig i at have handlet med Tyskerne paa skolen. De… blev taget med til Centralhotellet, hvor de interneres i tre Dage til Skræk og Advarsel for andre.”
Det hed sig ellers, at interneringen var for at beskytte dem mod vrede borgeres lyn-justits.

”I VORES GODE RET”
I Odder Avis 4. maj 2005 – tema-avis om befrielsen – fortæller en Odder-borger, at han var med til at klippe en af pigerne:
”Vi var en hel flok drenge, der slæbte hende hen til en anden lejlighed, rev tøjet af hende, klippede hende skaldet og smurte hende ind i tjære… sådan var stemningen de første dage efter tyskernes overgivelse. Vi følte os i vores gode ret..”

DE FEM GRUPPER
I bogen ”Straffelejren”, som er udgivet i samarbejde med Nationalmuseet, refererer museumsinspektør Henrik Skov Kristensen Frihedsrådets retningslinjer for internering –
Den første gruppe var samtlige medlemmer af nazistiske organisationer. Fordi – som det hed – ”sandsynligheden for, at medlemmer af en nazistisk organisation har begået strafbare handlinger, er så stor, at man straks må sikre sig deres personer og undersøge deres forhold”.
Anden gruppe var ”alle danskere, der under en eller anden form er gået direkte i tysk tjeneste”. Det kunne f.eks. være som medlemmer af Waffen-SS.
Den tredje gruppe var ”alle, der uden at være direkte ansat af tyskerne, har optrådt som stikkere”. Den fjerde var ”de, der må befrygtes at blive ofre for privat lynjustits”. Og endelig var den femte gruppe ”tyskere, der har gjort sig skyldige i umenneskelig optræden under besættelsen”.

KUN FÅ FRA DE TRE GRUPPER

Thorøe var en af dem, der blev dømt  

Ifølge Dan Enevold-Mikkelsen var der ikke mange medlemmer af de første tre grupper:
” I Hads Herred havde kun ganske få været medlemmer af de to sidst anførte korps, hvorimod ca. 20 havde været frivillige i SS, og lidt flere havde fungeret som vagter på forskellige tyske militæranlæg. Dertil kom en mindre gruppe på 20 personer, som interneredes som en følge af deres medlemskab i DNSAP”.
Hans tal gælder hele Hads Herred. I vores område var kun enkelte medlemmer af nazi-partiet. Og lige så få frivillige i tysk tjeneste.
Men der var mænd, der havde arbejdet i Tyskland. F.eks. manden fra Falling. Fagforeningerne tilskyndede det, og tog de ikke afsted, kunne de miste understøttelsen.

HØJST 30 – 40 BLEV DØMT
Da politiet kom tilbage blev yderligere 60 mennesker hentet ind – så med dem, mændene med armbind tog, blev i alt 166 personer interneret.
Ifølge Dan Enevold-Mikkelsen var det alt i alt kun 30 – 40, der blev dømt. Han skriver:
”Præcist hvor mange af disse som efterfølgende blev dømt for den forbrydelse de var blevet interneret for, er svært at sige, men ud af de 106, som modstandsbevægelsen havde hentet ind, var kun de 9 fortsat fængslet, da politiet overtog ansvaret. Af de personer, som politiet derefter anholdt, blev en langt større del dømt, men samlet var der stadig kun tale om højest 30-40 personer i herredet”.
Det har ikke været muligt at skaffe oplysninger om, hvad de blev dømt for. Men kun en enkelt af de store fisk gik i nettet. Nemlig ejeren af Trævarefabrikken i Hou. Den fremstillede barakker og kasser til håndgranater for tyskerne, og havde tjent 5,2 millioner kroner. Pengene blev beslaglagt og ejeren idømt en længere fængselsstraf.

DE SMÅ BLEV DØMT – DE STORE…
Retsopgøret efter besættelsen er blevet kritiseret for, at de små fisk blev dømt – mens de store gik fri. Det bliver forklaret med, at det var de små, der blev taget først – og de blev dømt på et tidspunkt, hvor folkestemningen var hævngerrig og ophidset.
De store – bl.a. entreprenører, der under besættelsen havde arbejdet for tyskerne med store projekter – gik fri.
Heller ikke de politikere, der under besættelsen f.eks havde fordømt sabotage og anden modstand, skete der noget. Den

Politifuldmægtig Lemvigh-Müller gør honnør for Odders meget omtalte tyske bykommandant Erdmann, da han overgav sig

parlamentariske kommission, hvis medlemmer var valgt af og blandt politikerne, skulle tage stilling til, om der kunne gøres ansvar gældende over for danske politikere. Dens arbejde var først færdig i 1955, og konklusionen var, at det kunne der ikke.

OG LIVET GIK SIN GANG
Som livet her i området gik den vante gang, allerede dagen efter besættelsen gik det også som vanligt, da den var slut – dog uden mørkelægning men stadig med rationering og erstatningskaffe.
Lidt senere end i resten af landet kunne befolkningen se tyskerne begynde den lange vandring hjem. Ikke før 8. maj kunne folk i Falling gå op på stikvejen og se soldaterne på Horsensvej. Når det blev dage efter den almindelige befrielse, var det fordi kommandanten ikke ville overgive sig. Han afventede instrukser fra dem, der var højere i systemet. Så ikke før 7. maj overgav han sig. Det kan du læse om her.

De to første artikler om besættelsen kan du læse her og her.

Denne artikel bygger på:

Dan Enevold Mikkelsens speciale – ”Besættelsen set fra Hads Herred”.
Temaartikler i Odder Avis 4. maj 2005.
Henrik Skov Kristensen: Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret.
danmarkshistorien.dk
Hans Kirks romaner om entreprenørfirmaets arbejde for tyskerne – Klitgaard & Sønner og Djævelens Penge – kan anbefales.