”Det er fantastisk at være en del af en forening hvor vi ikke kæmper for at finde trænere og frivillige – noget mange andre foreninger kæmper meget med. Vi har også i år haft arbejdsro i bestyrelsen. Det giver en god rød tråd fra den ene sæson til den anden at bestyrelsesmedlemmerne har siddet nogle år, og at vi alle stiller op til genvalg det ene år efter det andet”.
Det sagde formanden for ØFUG, Line Krogstrup Tikjøb, da hun aflagde beretning på foreningens generalforsamling.
NYTÆNKNING GIVER MEDLEMMER
Hun understregede, at ”jeg er stolt af at være en del af en forening, hvor nytænkning er i højsædet. Hvor er det fedt, at vi har ildsjæle, der går i spidsen for nye hold og tiltag, således vi i år, har fået et hold for overvægtige personer, og at vi har formået at sætte mandebold på programmet”.
Fitness-rummet i Hallen er også noget af det, ØFUG er stolt af.
Nytænkningen og de mange frivillige har også sat spor i antallet af medlemmer.
På fem år er det lykkedes mere end at fordoble medlemstallet – fra 228 til 474 i år.
JULEFEST I HALLEN
Sidste år i oktober havde ØFUG 80 års-jubilæum, og det blev markeret med en stor fest i Hallen. Og fordi tilbagemeldingerne var så positive, har ØFUG’s bestyrelse besluttet, at der skal holdes stor fest én gang om året. Og datoen for festen i år er fastlagt – 16. november skal der holdes julefest i Hallen. Jubilæums-festudvalget går igen i aktion.