De fem foreninger, der arrangerer Gylling Byfest, har gjort kort proces, og har slået ”jamen, vi plejer” ihjel. Det betyder, at hvor byfesten ”plejer” at være på sportspladsen i det store telt, er den nu rykket ud til bl.a. Møllen og Forsamlingshuset.
Ikke alene vil det betyde, at byfesten kan – som det hedder – skabe ”liv i gaderne”. Det vil også betyde, at arrangørerne sparer de 50.000 kroner, det koster at have det store telt. Og der skal ikke bruges cirka 300 arbejdstimer på at sætte det op og pille det ned. Et arbejde, som frivillige tidligere har udført. Men de timer kan bruges bedre.
De fem foreninger bag byfesten er Gylling Kulturforening, Gylling Mølle, Gylling Forsamlingshus, Gylling Sport og Idræt og Gylling Eventforening. De har i fællesskab sørget for, at beboerne i landsbyen – og alle vi andre – fra torsdag til og med lørdag i denne uge kan komme til banko, lytte til musik ved Møllen, gå til koncert i Forsamlingshuset, spille petanque, spise, smage på masser af kage – og specielt lørdag byder på mange aktiviteter for børn. Program for de tre dage kan ses her
Her er også link til den musik, man kan høre ved Møllen og i Forsamlingshuset.
Billet kræves til nogle af arrangementerne – og vil man deltage i spisning ved Møllen fredag eller lørdag – eller måske begge dage – skal maden bestilles. Her er en oversigt over de begivenheder og aktiviteter, der kræver billet. Der er også link til madbestilling. Her gælder det om at være hurtig. Maden skal nemlig bestilles senest tirsdag.