”Martha fra Møllen” brugte, hvad vi kaldte tyrkertricket, uden at der lå noget diskriminerende i det: Hun stod midt på landevejen og fægtede vildt med armene, så rutebilen stoppede. Når chaufføren nævnte billettens pris, stak hun hånden frem og viste småpengene – ”jeg har ikke flere”. Efter et par forsøg gav chaufføren op, og fnisende fandt Martha et sæde. Præcis på samme måde som mange første-generations tyrkiske kvinder handlede i genbrugsbutikkerne. Og som Martha kunne de dårligt være i sig selv for grin, når de vendte ryggen til: Den gik – endnu en gang. De forstod ikke, at danskerne ikke pruttede om prisen – hvad der var sparet, var tjent.
Da Martha boede på hjørnet af Persievej og Gyllingvej sammen med en meget gammel dame og en mand, var Dybvad Mølle væk. Den brændte ned i 1945. Kun møllerens hus var – og er – tilbage. Hvor møllen lå, dyrkede de tre beboere grøntsager i en stor køkkenhave, der var udnyttet til det yderste hjørne. De var adventister og vegetarer.
FRA FØR 1801
Dybvad Møller var kun en af flere møller i området. Hvornår præcist den er bygget, er uvist. Men den er nævnt første gang i 1801, da den blev privilegeret. Det betød, at kun hvis det kunne bevises, at en ny mølle ikke ville skade en eksisterende mølles indtjening, kunne den bygges. Dybvad Mølle blev privilegeret – ingen ny mølle i nærheden måtte altså mindske dens indtjening. Der var allerede begrænsning på antallet af møller. Christian d. V’s Danske lov fra 1663 bestemte, at der kun måtte være en møller for hver mil. Det svarer til ca. 7,5 km.
ENHVER KUNNE BYGGE EN MØLLE
Men med en ny næringslov blev møllenæringen givet fri i landdistrikter fra 1862, så enhver nu kunne bygge en mølle. Privilegierne forsvandt – det samme gjorde kravet om en mil mellem møllerne. Så i Ørting blev en ny mølle opført i 1862 – den blev først brækket ned i 1951 – og i Gylling var der tre: Nymøllen, Skovmøllen og Gylling Mølle – den sidste er bevaret. De to andre brændte ned i 1918 og 1919.
FRA KORN TIL FLÆSK, ÆG OG SMØR
Møllerne skulle fra omkring 1875 kunne levere flere produkter. Det var ikke nok at kunne kværne korn til mel.
Hidtil havde landbrug mest af alt drejet sig om at dyrke korn. Men kornpriserne på verdensmarkedet faldt – der var konkurrence fra Amerika og Østeuropa, så landbruget måtte lægges om. Hvor korn tidligere havde været den store eksport-vare, blev det nu flæsk, smør og æg.
Møllerne måtte have nye kværne, der kunne male grutning til dyrene og de købte nu korn, så de kunne levere mel og gryn til købmænd eller direkte til folks husholdninger. Det hele blev leveret i sække – og så målte købmændene op og kom i poser, når kunderne kom i butikken. Også Dybvad Mølle måtte tilpasse sig de nye tider.
FORPAGTER PEDERSEN
Helt frem til 1914 hørte Dybvad Mølle til godset Åkær. For gården Dybvad var en del af godset. (Du kan læse om gårdens historie her). Møllen var forpagtet ud. Men i 1914 købte Christian Kreutzfeldt gården – og den har siden været i familiens eje.
Møllen var forpagtet ud. I 1878 hed forpagteren Niels Pedersen. Han var lokal – født i Ørting som søn af gårdmand og sognefoged Peder Jensen og Maren Pedersdatter. Han blev i 1878 gift med Maren Mikkelsen, som var ”pige i Ørting Præstegård”. I kirkebogen er omhyggeligt noteret, at Niels da var 26 ¾ år og Maren 26 1/12. år.
Mens de boede i møllen fik de tre drenge – Peder, Peter og Valdemar. Ved folketællingen i 1890 var de 10, 9 og 4 år gamle. Møller-huset var godt fyldt op. Foruden Niels, Maren og deres tre drenge, boede der en tjenestekarl, en møller-svend og en tjenestepige.
I 1893 købte Niels og Maren et stykke jord ved Malskær og byggede en gård, så de forlod Dybvad Mølle. Men i 1899 døde Niels – kun 47 år gammel. Han døde på Odder sygehus 5. februar og blev begravet på Gosmer Kirkegård 14. februar 1899.
Gården eksisterer ikke mere. Men Niels og Maren har stadig efterkommere i området. Formanden for Lokalrådet i Gylling, Rasmus Toftegaard Pedersen, er deres oldebarn.
HER VOKSEDE GERDA OP
Ved folketællingen i 1906 hed møllens forpagter Niels Christensen og han blev til 1912, hvor han blev afløst af Hans Jensen. På Museernes Samling findes et billede, hvor familien er fotograferet uden for møllerens hus. Den lille pige er datteren Gerda. Hun blev boende i Ørting resten af livet. I 1935 da hun var 28 år gammel, blev hun gift med Åge Knudsen, som senere blev bestyrer på Cikorietørreriet (læs om det her) I mange år boede de to i et lille hus i den gamle del af Smedegade.
Hvor længe Hans Jensen forpagtede møllen vides ikke med sikkerhed. Men da Gerda blev gift med Åge, noterede præsten i kirkebogen, at hun var ”datter af mølleforpagter Hans Jensen”.
HER BOEDE FLYV HANS
Vi ved, at Flyv Hans, hans søster og hans mor også boede i Møllen. Flyv Hans var Ørtings opfinder, så som det første indrettede han et værksted, da de tre flyttede ind. (læs om Flyv Hans her). Hans iltre mor, som huggede hans første fly i stykker med en økse, efter hans
mislykkedes forsøg på at flyve fra et kirketårn, døde 22.april 1943 – 88 år gammel. Og da boede de tre i Møllerens hus.
Selve møllen brændte i efteråret 1945. Knud Mildahl husker det: ”Jeg sad sammen med min mor i køkkenet, da vi hørte brandbilerne ude på landevejen. Og over bakken kunne vi se ildskæret. Så jeg strøg afsted. Folk snakkede om, at bare nu ikke vingerne begyndte at køre. De drejede en halv omgang, og så gik den ene vinge fast i tårnet. Jeg glemmer aldrig synet af den brændende mølle”.
HUSET LIGGER DER ENDNU
Hvor møllen lå, og hvor Martha dyrkede de mange grøntsager, høster Dybvad nu økologisk korn. Men møllerens hus eksisterer stadig. Stalden bagved, hvor møllens heste stod, er revet ned og erstattet af en ny. I huset, der nu ligger helt ud til cykelstien, har Rikke og Thomas Møller boet i mere end 20 år. Dog uden at have udsigt til møllen, der var den femte-største af sin art. En hollandsk mølle, blev den kaldt. Men modellen er nu skabt af tyskerne. Sådan er der så meget.
Artiklen bygger på
“26 hollandske vindmøller i Hads Herred” – Østjysk Hjemstavn 2004
Folketællinger og kirkebøger
Input fra Facebook
